Stokken, forfatteren og stumfilmpianisten

Jeg var til familiefødselsdag forleden. Det sker sjældent, primært fordi jeg ikke har nogen familie. Næsten. Heldigvis kom Sisken også til fødselsdagen, det er min faster, vi havde ellers opgivet håbet efter tre timers forsinkelse, men ind ad døren kom Sisken til sidst. Den senest indkøbte af Siskens fire brugte biler havde spillet hende et pus, men i et afgørende øjeblik havde hendes kæreste, der bliver kaldt Landmanden, men er tømrer og hedder Allan, mindet hende om bilens hemmelige startknap.

Da Sisken trådte ind ad døren, råbte vi alle sammen ”Hej Sisken!”, og vi så med det samme, at Sisken gik med stok, det plejer hun ellers ikke. Det viste sig, at Sisken havde forstuvet den ankel, hun tidligere har brækket to gange. Stokken mindede mig på stedet om min farfar, eller rettere bedstefar, som han ønskede sig tituleret af sine børnebørn. Bedstefar hed Henning Halck, men blev mest kaldt Store Mad, i en snæver vending blot Store. Store Mad var ambassadør, 190 høj og altid iført stok og whisky – for udtrykkets og virkningens skyld. Nu er han død, og Sisken, der i Halck-kredse kaldes Desuper de Lux, har arvet en enkelt af hans stokke. Stores øvrige stokke har min far arvet, han er læge og går under navnet Belmondo de la Bellahøj. Belmondo de la Bellahøj var ikke inviteret med til fødselsdagen, men Desuper de Lux havde heller ikke været inviteret med til konfirmationen i Belmondos nye familie, og så gik pengene ligesom også lige op.

På en måde var det surt, at Belmondo ikke var til stede, for jeg fik sådan lyst til at tale med ham om bedstefars stokke. Der havde været mange i sin tid, 20-30 stykker, og siden han og bedstemor, der var kendt som Krokodillen, men hed Rose, i 1980’erne vendte tilbage til huset i Hjortekær efter årtiers udstationering og en køretur fra Indien til Danmark med deres tre voksne børn på bagsædet, havde stokkene stået i en stor kobberbowle ude i Hjortekærs-entréen. Flere af stokkene havde greb i metal formet som slangehoveder og rummede hemmelige spionagtige sværd, mens andre bød på udskæringer i elfenben og ibenholt. Det med spionsværd var selvfølgelig forbudt for børn og pissefarligt, men også ok eksotisk, dengang man var ti år og gik i joggingtøj, man havde arvet fra naboen.

I Belmondos fravær fik jeg til fødselsdagen talt grundigt og højlydt om Stores stokke med Desuper de Lux og prøvede også at trække i hendes egen stok. Den var af plastik, det var ikke den, hun havde arvet fra Store, og i stedet for et hemmeligt sværd fik jeg udløst en praktisk elastikanordning, så man kunne folde stokken sammen. Det gjorde jeg. Jeg tømte også det sidste af min medbragte hvidvin og var i det hele taget oppe at køre og begyndte at råbe op om Stores bror, forfatteren Jørgen Halck, altid et godt es i en kogt familiesammenhæng.

Jørgen Halck havde været kaptajn i den engelske hær, på hat med Fremmedlegionen, engageret i ØK og kæmpet som ”ørkenrotte” i Ørkenkrigen. Ørkenrotten havde også været forfatter og skrevet bøger. Om ørkener, krig og soldater. Dog er det forblevet et mysterium for mig, hvorfor forfatteren endte med at tage sig selv af dage ved pistol som en anden Hemingway. Det kunne jeg godt mærke, at jeg til fødselsdagen havde brug for at få fod på. Jeg havde også brug for noget af de andres rødvin, men så var jeg også klar med mine spørgsmål. ”Hvad SKETE der dengang?” ”Var det ørknen?” ”Var det krigstraumerne?” ”Hvorfor GJORDE han det?”

Desuper de Lux skænker sig selv en ny brandtår, mens hun ser lidt desorienteret ud, og siger så, at Jørgen jo altså var død af astma i sin tid.

Den sved. Jeg prøver at sunde mig, men er også ved at dø af grin over at have foræret fødselsdagsbarnet, der fylder 16 og skal på efterskole, en lommeregner, der er så stor, at det er knaldskægt hele tiden at proppe den ned i brystlommen på ham. Det tager han ok pænt. Jeg tager rimelig mange billeder af lommeregneren i lommen og beslutter mig for at samle tråden op med min faster ud fra en overvejelse om, hvordan jeg mon er kommet til at fremmane dette selvmord. Det skyldes sandsynligvis, udgyder familieoraklet Desuper de Lux, at jeg har blandet nogle ting sammen, for forfatterens SØN havde i en ret ung alder taget livet af sig selv ud af ulykkelig kærlighed.

Den var alligevel tung. Jeg propper en håndfuld manualer på tysk og nederlandsk ned til lommeregneren i fødselsdagsbarnets brystlomme og udbryder triumferende, at nu kan den efterskole også bare komme an, mens det koldsvedigt går op for mig, at jeg som knap 40-årig intet aner om min bedstefars forældre, altså Stores og Ørkenrottens mor og far. De var mine oldeforældre, på fars side, og jeg er end ikke bekendt med deres navne. Det er jeg vedvarende ikke, selv om Sisken/Desuper de Lux råbte dem til mig otte gange i løbet af fødselsdagen. Lysende klart står dog Desupers beretninger om, hvordan Stores og Ørkenrottens mor, min oldemor, havde spillet klaver og ernæret sig som stumfilmpianist rundt om i de københavnske biografer, dengang Chaplin var stor i stumfilmkredse.

Den var god. Den sad. Den lunede. For fremtiden handler det nu om at holde nogenlunde skik på eget stamtræ og detaljer i relation til egen historie. Forfatteren døde af astma. Sisken har mange biler, og de er svære er starte. Belmondo har været vært ved en konfirmation. Jeg bliver kaldt Uffe, og jeg bliver kaldt Eric, men jeg bruger ikke spionstok, og jeg har ikke kæmpet i Ørkenkrigen eller lagt lyd til Chaplin. Jeg har heller ikke skrevet bøger, skudt mig selv eller kørt i bil fra Indien til Danmark. Indtil videre er jeg damen med lommeregneren.

Carsten Koch: Dagpengesystemet er Guantanamo

Som freelancer er Freelancemor on og off i kontakt med dagpengesystemet og har i løbet af få ugers kontakt opbrugt fire NemId-nøglekort på at læse post i e-boks, er blevet sendt i voksenpraktik, beordret på telefonopkaldskursus og har gennemlevet en række angstanfald udløst af utallige Jobcenter-adviseringer på henholdsvis mail og sms. Som gammel graverjournalist har hun ergo sat sig selv på en politisk-kritisk samfundsopgave og bringer her et eksklusivt interview med Carsten Koch. Ikke overraskende afslører eksministeren, at han som arkitekten bag det reformerede dagpengesystem har været kraftigt inspireret af metoderne anvendt i Guantanamo-lejren:

Carsten, jeg har nu været tilmeldt som ledig i seks uger og føler mig temmelig stresset. Langt mere end når jeg har en deadline og arbejder 80 timer om ugen. Er det meningen?

”Ja, det er det da i høj grad. Det har været meget vigtigt for os at udvikle et system, der stresser den straffede så meget som overhovedet muligt. Derfor har vi blandt andet været på studietur i Guantanamo-lejren, hvor de har høstet særdeles positive resultater på at stresse deres fanger.”

Kan du give et eksempel på det?

”Ja, fx sender vi konstant jer akademikere på telefonkurser og holder øje med, at I friskt og uopfordret ringer rundt til store virksomheder som Novo Nordisk for at booke møder. Nu arbejder vi på at indføre det som et krav, at I skal være nøgne, når I ringer, og at vi skal overvåge opkaldet. Netop nøgenhed har de haft stor succes med på Guantanamo. Vi har ikke løsningen helt på plads endnu, men ser på muligheder som webcam.”

Forleden var jeg til et møde, hvor der som noget nyt både var en konsulent fra min a-kasse og en konsulent fra Jobcentret til stede. Har I også været inspireret af Guantanamo i udviklingen af dette tiltag?

”Det kan man godt sige. Formålet er at øge stressniveauet, så hensigten er ikke at reducere antallet af forhør ved at lave en joint venture mellem a-kasse og Jobcenter. Slet ikke. Tværtimod er hensigten at øge antallet af afhøringer og samtidig øge antallet af sagsbehandlere, du skal forholde dig til under afhøringerne. Næste skridt bliver også at få repræsentanter fra SKAT, Riebers og psykiatrien ind over. Vi ved jo, at mange af jer har tårnhøj studiegæld, er dårlige betalere og ender i depression, stress og angst, så det kan vi lige så godt stresse jer til at få stress over.”

Okay. Er det så også for at hyle mig ud af den, I indkalder mig til et møde i løbet af min praktikperiode, selv om I direkte har sagt til mig, at jeg ikke skal til møder, mens jeg er i aktivering?

”Ja, det er også et af vores konkrete værktøjer. At vi siger én ting til jer, og så gør vi noget helt andet, fx det modsatte. Samtidig har vi gjort det svært for jer at komme i kontakt med os. Så hvis du vil prøve at kræve din ret og aflyse eller udskyde et forhør, kan du ikke sende en mail til os. Du kan kun ringe, og der skal man huske, at du vil sidde i kø, samt at vi lukker uhyre tidligt for telefonerne. En lille genistreg i den sammenhæng er også, at du ikke kan afvise en indkaldelse til forhør. Du SKAL acceptere den, og din side på Jobnet blokerer vi, indtil du har gjort det. Det er ret smart, for du SKAL være aktiv på din side på Jobnet flere gange om ugen. Kan du se fidusen?”

Jo. Det kan jeg godt se. Hvorfor sender I egentlig hele tiden så meget post og så mange beskeder til mig på e-boks og Jobnet og på mail og sms?

”Vi gør os meget umage for at indkalde dig til møder hele tiden, vi beder dig om at tjekke jobopslag på Jobnet en gang om ugen, vi beder dig om at notere din jobsøgning på Jobnet en gang om ugen, men vi kan ikke helt udelukke, at der evt. er en dag eller to i ugen, hvor du ikke skal se os eller skrive til os. Derfor har vi indført, at du flere gange om ugen skal logge aktivt på forskellige steder, samtidig med at vi nogle andre steder skriver til dig for at minde dig om, at du skal logge på. På den måde waterboarder vi dig i beskeder og øger stressniveauet ved at ramme dig fra forskellige vinkler og kanaler. Intet er helligt, og vi er hele tiden over dig.”

Okay. Altså, rigtigt er jeg jo selvstændig og har som regel freelanceopgaver for forskellige kunder og medier og har også en masse idéer til både tegneserier, bøger, tv, skuespil. Jeg synes faktisk, det er lidt svært, at jeg i dagpengesystemet kun kan være lønmodtager og tænker nogle gange på at tage job på en café, som da jeg var 21, selv om jeg i dag er tæt på 40, cand.mag. og alenemor til to. Bare for at få fred.

”Jamen det er lige det, der er meningen! I konkurrencestaten er vi slet, slet ikke interesserede i dine små historier og skæve arbejdstider. Du burde have været ingeniør, på fuld tid og med pensionsordning, men det blev du ikke, så nu kan du fint caféservicere alle os konsulenter og sagsbehandlere, der arbejder på højtryk for at stresse dig og dine ligestillede. Så det skal du da bare klø på med!”

BREAKING: Støjberg er ny Messias

Inger som Messias

I fredags bragte Kristeligt Dagblad et interview med mennesket, ministeren og kvinden Inger Støjberg. Det fremgår her, at Inger er rundet af familien, kirken og en masse arbejde ude i roemarken. At der er noget på færde med tro og kirke overrasker næppe, nu der er tale om Kristeligt Dagblad. Men at dagbladet understøtter den kristne kontekst ved at berige artiklen med et foto af Støjberg stående i en hvælving, tager alligevel fusen på mig. Hvælvingen bærer triumfen og ny-fødslen som religiøs symbolik, og som hun står dér i sin bue, giver billedet mindelser om kirkelige glasmosaikker, nu blot med Støjberg og stuebirk frem for Frelser og oliegren.

Voldsomt kristen har jeg aldrig været, men billedet af Inger som religiøs frontfigur virker slående. Samtidig overvejer jeg, hvad det er, de har gang i henne på Kristeligt Dagblad. Tror de på Inger som ny triumferende frelser? ER Inger en ny triumferende frelser? Og hvad skal hun i så fald frelse os fra? Jeg ved det ikke, men billedet af den hvælvede Inger sætter skub i en helt ny kobling af situationer, der peger i én og samme retning, nemlig at Kristeligt Dagblad har set lyset.

I sin tid havde Paulus temmelig travlt med at skrive breve til Korintherne, og på samme måde har Støjberg haft temmelig trav med at skrive breve til folk i Mellemøsten. Brevene er blevet trykt derude i forskellige medier, så vi ved, at de er kommet godt frem. Paulus’ første Korintherbrev bærer det budskab, at gode gerninger, offergaver og nåde er uden værdi, hvis ikke det gives med kærlighed. Jeg tror, at Inger i sit første Flygtningebrev har haft det ligesom Paulus. Selvfølgelig har hun ikke elsket horderne af potentielle flygtninge, eller følt kærlighed til dem, hun kender dem jo overhovedet ikke, og derfor har hun trukket nødbremsen. Den går ikke Granberg – hjælp og nåde skal gives med kærlighed, ellers dutter det ikke. Og for at være helt utvetydig har hun valgt at lægge den sti, der hedder, at det er bedre at tage noget fra nogen, man ikke har kærlighed til, end det er at give dem noget. Ministeren har altså bedrevet en klokkeklar Paulus, og det siger ikke så lidt.

En anden bastant bibelfigur er Moses. Han var også en travl type, han skrev hele tiden alle mulige bøger, men var god til at holde titlerne på et overskueligt plan ved altid at bruge sit eget navn og derudover gå numerisk til værks – Første Mosebog, Anden Mosebog og så fremdeles. Første Mosebog, ja muligvis også de øvrige Mosebøger, handler om Israel og Israels folk. Igen slår Støjberg hovedet på sømmet og viser os, at hun til fulde lever op til Moses’ format, da hun i 2004 udgiver bogen ’Toner i livet’, der handler om Sussi og Leo. Et flottere billede på Danmark og Danmarks folk finder man ikke, og vi kan kun med stolthed se frem mod ”Toner i livet 2”, ”Toner i livet 3” og så fremdeles.

Dengang i gamle dage kunne de ikke se tv-avis og læse netaviser, men forstod alligevel at holde sig selv og hinanden orienteret med nyheder. Det gjorde de med evangelierne. Et evangelium er en god kristen nyhed, et glædesbudskab, og bibelske evangelier har typisk et navn, fx Matthæusevangeliet. Alt imens jeg prøver at begribe sammenhænge og noget, der er større end mig selv, ser jeg ikke alene den hvælvede Inger for mig, jeg ser også dynejakke-Inger, der står oppe i en snedækket flygtningelejr i Thisted, hvorfra hun overbringer os Teltevangeliet. Det går rigtig godt deroppe, folk er glade og smiler, Inger gør i hvert fald, og da der vedvarende ikke er megen (næste)kærlighed til teltfolket, klør ministeren fortsat på med Paulus.

Det var ligegodt kattens, tænker du. Alt det her må bare være et sært sammentræf, vi taler jo både bibel, Frelser, ja gammelt så vel som nyt testamente. Jo, det gør vi da i høj grad, og ligesådan taler vi både Gamle Inger og Nye Inger. Gamle Inger folder sig frit ud med breve og bøger akkurat som vi kender det fra Det gamle testamente, mens Nye Inger skærer ind til benet i evangelierne, som vi kender det fra Det nye testamente. Støjberg er som varslet i hvælvingen den salvede, og i interviewet til Kristeligt Dagblad er det foruden hendes stærke og voksende tro især hendes tætte forhold til cola og en hel serie af afdøde hunde ved navn Molly, der udgør et gennemgående tema. Med de tre liter cola, Inger drikker om dagen, har hun da for længst lært at lave både vand og vin til brun sodavand, og der er ad åre helt oplagt røget en Molly eller to på lammeofringskontoen.

Ergo har Kristeligt Dagblad selvfølgelig helt ret. Inger Støjberg er hidkommet for at frelse os fra hamburgerryghaderne og er vor tids nye Messias. Gud bevare Danmark.

 

Foto at hvælvet Inger, Leif Tuxen for Kristeligt Dagblad i interview med Inger Støjberg

#prayforportvin

Det pibler fortsat og vedholdende frem med nye og flere hashtags på de sociale medier, og Freelancemor er ikke længere i stand til at modstå presset. Hun rider ergo med på bølgen, sjusser sig frem, bruger de populære, men prøver også at lave sine egne, implementerer dem i hverdagslivets genrer og nyfortolker konceptet i sin helhed.

Udkast til gravsten:
#RIP #freelancemor #+signehallck #lifeover #sosad #crymeariver #todiefor #fuck-FB-blir-tomt-nu

Indkøbsliste:
#mælk-fra-ko
#kødpølse #øko
#fryseposer-baredebilligste
#prayforportvin

Beskeder i Forældreintra:
#ups-vi-har-stadig-lus

#tilfødselsdag? #2.U-united #together #hurrahurra #ballonerogballade #selvfølgelig-også-med-frugt #det-handler-jo-ikke-kun-om-slik #nulsukker #skattejagt #numedfrugtspyd #uhauha #splitte-mine-bramsejl #bday #friends #komsomduer #nofilter

#dererdiarreifamilien #blir-lige-hjemme-og-ser-dagen-an #ordinarythings #shithappens #life #loveit

#kan-oliver-p-komme-i-legegruppe-på-torsdag-den-4.december-fra15til18?-vi-bor-i-Rosenvænget-og-tager-nok-et-smut-på-legeplads-jeg-bager-også-boller-hvis-jeg-kan-nå-det-og-ellers-tager-vi-forbi-øko-bageren-hilsen-Sofia+mor #kids #play #justforfun

Dagsorden til afdelingsmødet:
#bordrunde #hvem-er-hvor-med-hvad? #holdertidsplanen? #apv #dettrækkerfortsatfradøren #ergoterapeuten-kommer-forbi #getafreedeskcheck #konference #har-vi-nok-tilmeldte? #IT #OMG #outlook-fucker-stadig-op #jyttesjubilæum #man-kan-stadig-nå-at-lægge-en-20’er-til-gaven #julefrokost #wupwup #sådersildogsnaps #husknu #hænderneoverbordet;) #partytime

Julekort:
#xmas #letsdothis #hope-I-U-&-the-world-will-survive #love #kiss #pig&duck-ftw #tree

Modern Gigolo

Freelancemor skal vænne sig til singlelivet. Det rummer gode ting, men også visse afsavn, så hun tager kontakt til internettypen Modern Gigolo.

Jeg har i mit nye singleliv erfaret, at jeg er knaldskøn at hænge ud med. Jeg er både sjov og hyggelig, har også nogle halvdybe sider, det er rimelig fedt. Ikke desto mindre kan det for afvekslingens skyld af og til være rart med lidt selskab. Også mandligt selskab. Så foruden liveeksperimenter i Kødbyen prøver jeg mig frem på Tinder. Forsøger at knække koden, fange fidusen, være på hat med singlefyrene og deres jargon. Det går op og ned med det. Måske fordi jeg primært kører rimelig hard core på med min egen jargon. Den jargon divergerer eventuelt en del fra den mere gængse singlefyrjargon. Eventuelt. Men hvad skal man ellers gøre? Satse på der ligger noget godt på lur i Brugsen eller i bussen? Det var vel det, folk gjorde før onlinedatingens æra. Satsede på virkeligheden og købte sig til resten. Næ, det var da egentlig en fascinerende tanke. Det med at købe sig til resten. I de tidlige 90’ere så jeg en film med Thomas Villum Jensen, der samlede kvinder op på toppen af Illum. Han var gigolo og signalerede sin profession ved at banke et par sukkerknalder oven på hinanden på cafeteriabordet.

Jeg er selvfølgelig tæt på at suse mod city for selv at stable sukkerknalder, spejde efter andres stablede sukkerknalder, spise alle mulige sukkerknalder samt kaste sukkerknalder i nakken på mænd, der kategoriserer skarpe kvinder som intimiderende, men kommer i tanke om internettet. Okay. Der kan jo ikke ske noget ved at lave en ganske lille Google-søgning på ”gigolo”. Jo. Det kan der godt ske noget ved, der kan faktisk ske rigtig meget, og det er rimelig billedrigt, på den fysiske måde, det der sker.

Jeg sidder med den ene hånd for øjnene og smugkigger mellem fingrene som en 13-årig, der ser Fredag den 13. og nærmer mig en retræte, da jeg med den anden hånd surfer henover noget, der kalder sig ’Modern Gigolo’. En dansk blog er det, overraskende billedfattig i sit indhold, til gengæld overraskende ordrig. Indlægget er fra 2008, der er ingen nye indlæg, der er ingen kommentarer, det hele virker mystisk. Men er man journalist og skriver om virkeligheden eller ikke? Er man frisk og nysgerrig af natur? Det tror jeg nok, man er.

Til: Modern Gigolo
Fra: Freelancemor
Emne: Findes du?

Kære Modern Gigolo
Jeg har set dit blogindlæg fra 2008 og er nysgerrig. Hvad går det her ud på? Findes du ægte? Er indlægget en del af dit BA-projekt på Sociologi, hvor du og studiegruppen laver feltstudier inden for moderne prostitution og målgrupper? Hvad er der gang i? Skriv, hvis du findes.
Hilsen Freelancemor

Til: Moderne Gigolo
Fra: Freelancemor
Emne: ?

Hej Modern Gigolo
Håber du har fået min mail, du har nok bare travlt;)
God dag og hilsner fra Freelancemor

Jeg tjekker løbende min mail, der kommer ikke noget svar fra Modern Gigolo, det skal man ikke lade sig gå på af.

Til: Modern Gigolo
Fra: Freelancemor
Emne: Manderåd søges

Hej Modern
Jeg kunne godt bruge et godt manderåd. Hvordan vil du sige, at det som mand virker, hvis du sådan lidt friskt skriver til en kvinde på Tinder, at du gerne vil komme forbi og overnatte, og hun så svarer, at så skal hun sgu lige vide, om du egentlig går til manderidning eller voksenspejder? Det er én, jeg kender, der har skrevet sådan til en yngre friskfyrtype, og han kom aldrig rigtig tilbage med et svar… Hvordan kan det være, tror du? Spørger min ven.
Kh Freelancemor

Til: Modern Gigolo
Fra: Freelancemor
Emne: Blåhval

Hey Modern!
Ja, jeg vil bare lige sige, at jeg også har rimelig travlt, så hvis du skriver, og jeg ikke svarer med det samme, er det ikke, fordi jeg ikke er på, det hele er bare lidt crazy her for tiden. Det er fordi, jeg er begyndt at pusle med tanken om at få et kæledyr. Egentlig kan jeg ikke lide dyr, men jeg er inde i en periode, hvor jeg prøver at være åben over for nye ting + savner også nogle gange selskab. Det er fordi, jeg er blevet single for første gang, siden jeg var 17. Kender du det? Nå, men jeg har tænkt en del over, hvilket dyr jeg skulle vælge, hvis det skulle være, og har fået lyst til en blåhval. Det skyldes, at jeg gerne vil udfordre mig selv, så nu hvor jeg historisk set har været lidt firkantet og afvisende over for det med dyr, tænker jeg at gå all in med verdens største dyr + det kan eventuelt også virke lidt specielt. På den måde kan hvalen være med til at gøre, at jeg skiller mig mere ud fra de andre inde på Tinder. Lidt ligesom når forældre gerne vil skille sig ud ved at kalde deres børn Buks, Sok, Måske, Nå, Bil, Bregne, Bror eller Folke. Eller Modern. Hvad tænker du om det? Altså både om det med hvalen og om det med at din mor gerne ville skille sig ud ved at kalde dig Modern. Har det påvirket dig enten positivt eller negativt op gennem din opvækst, eller vil du sige, at det ikke har haft nogen væsentlig betydning?
Ser frem til at høre fra dig!
Freelancemor

2100 Ø kvalt i konceptlir

Jeg er født og opvokset på Indre Østerbro i København og er aldrig kommet videre. Overdrevet gakket, skæv og hip har bydelen måske aldrig været, men en ny franchisebåren mondænitet har de senere år for alvor taget fart herinde. Sådan har det ikke altid været. I 80’erne holdt Grønjakkerne til på Østerbro, og selv om deres domæne var Studsgårdsgade i den ydre del af brokvarteret, hørte vi en del om dem herinde og var behørigt bange for dem. Der var BZ’ere i Ryesgade og Land og Folk Festival i Fælledparken, den peruvianske ambassade i Rosenvængets Allé blev on og off besat af aktivister, og der var gamle mennesker, som smølende lod sig ekvipere i Modepalæet på Østerbrogade. Ejendomsfacaderne var slidte, og når man betrådte de asfaltlappede brostensgader, stødte man tit på ”Hundemanden”. Han gik i dametøj og kørte sine små hunde rundt i barnevogn.

I 90’erne begyndte det at vende. Sandblæste facader en masse, den sjældent buede brolægning i Rosenvængets Allé skulle restaureres, det skulle gøres fra bunden, det tog vist et par år. Den gamle bager i Alléen lukkede, inventaret røg på Nationalmuseet, og i lokalerne flyttede øko-bageren ind, vi kaldte den Cementbageren de første par år. Ældre mennesker i slow blev erstattet af friske barnevognstyper i flow, legepladsen i Rosenvænget blev moderniseret, svævebanen selvfølgelig nedlagt, den var nok en tand for vild til de nye generationer af 2100 Ø-poder.

Omkring 00’erne rykkede Circus ind i Rosenvængets Allé – et etablissement bestående af rustik restaurant, frisør og ostebutik. Senere kom vinbaren Panzon og restauranten Fru Heiberg til. Nu har udviklingen taget en ny drejning. Circus er lukket for længst, vi har fået Halifaxburgere på Trianglen, Panzon er lukket og overtaget af burgerkonceptet Cocks & Cows, gode gamle kineserrestaurant New Garden på Trianglen gik ned for nylig – der er åbnet en burgerrestaurant. Spørgsmålet er, hvor mange burgere den gennemsnitlige østerbroborger egentlig kan magte. Heldigvis har vi på alle øvrige gadehjørner Jensens Bøfhus, Emmerys, Lagkagehuset og 7/11, og på strækningerne imellem kan vi tanke op hos Joe & the juice.

For et par år siden var 2100 Øs grønne ikke-franchise caféoase på Bopa Plads i farezonen. Københavns Kommune ville nedlægge pladsen, og sjældent har man set københavnerne, og i særdeleshed østerbroborgerne, være i vælten for at bevare deres ret til at indtage en småtilfældig caféburger i ditto øbro-brorammer. Man priser sig lykkelig for, at indsatsen bar frugt, for i dag er denne oase, hvad vi har tilbage. Bortset selvfølgelig fra Holstein Bodega i ja, Holsteinsgade. En grøn oase er der måske ikke tale om, men med brune stuepalmer og Underberg har de formået at stå last og brast mod nærmiljøets sorte forklæder og konceptlir. Hatten af for dem og deres gavmilde morgentilbud.

Til østerbrofolket og københavnerne i almindelighed, ja nationen som helhed, vil jeg sige, at hvis I bliver ved med at stemple ind på konceptstederne, så bliver de ved med at være der, og der kommer flere til. Så her en opfordring til at bruge byens alternativer og dyrke det skønne, det skøre, det skæve, det stemningsfyldte. Lad os lige være lidt mere bevidste om vores valg, evt. med skelen til 80’ernes boykottendenser. Dengang var folk ikke blege for at have holdninger til ting og tage konsekvenserne. McDonalds, Shell, Paradiso og Unilever var faste indslag på min barndoms boykotliste. Jeg syntes dengang, det var lidt åndssvagt, og det var det måske også. Men holdningsfolket havde fat i noget. De var kritiske forbrugere, de tog stilling. 2100 Øs franchisehappiness er måske ikke ond, men den er dødssyg, og jeg vil simpelthen gå foran med en form for omvendt boykot – får jeg trang til en konceptburger, så stryger jeg på MCD, for sådan én har vi selvfølgelig også herinde. Engang var de af det onde, men set i lyset af udviklingen har de i dag fået et tilnærmelsesvist rustikt autentisk islæt.

PS: Fru Heiberg er også lige lukket, vi venter nu i spænding på de nye ejere og deres koncept. Er sikker på, at bookmakerne er godt oppe at køre – får 2100 Ø en Burgerking, en lille Kentucky Fried Chicken eller lander vi på en Hard Rock Café? Vi får se!

BREAKING: Freelancemor er single

Freelancemor er blevet single. I en alder af 38. Sidst, jeg ikke var i parforhold, var jeg 17 år. Man er ikke single, når man 17, man er barn og bor hjemme.

“Okay, sindssygt, siden hvornår?”, tænker du. I praksis indtraf parforholdskrisen i slutningen af maj. Det skete på skrift, og ekskæresten er ikke set siden. Formelt blev bruddet formuleret i starten af juli, nærmere bestemt 05-07. Dette er således datoen for ’Freelancemor er single’-mærkedagen, der fremadrettet vil blive markeret nationalt og i FN-regi.

I perioden slut maj til start juli var jeg domineret af en tilstand, der var i skarp konkurrence med Støjberg, regeringen som helhed og et fint udpluk af den danske befolkning i forhold til at være asocial, negativ, passiv, pessimistisk, indesluttet, småaggressiv og fordømmende.

Da jeg ikke havde grinet i 6 uger uger, og mine børn havde opgivet mig, besluttede jeg mig for at være proaktiv. ”Jeg sætter mig sgu ned og ser Mrs. Doubtfire”, tænkte jeg en lørdag eftermiddag. Det var den, der skulle bringe mig tilbage til livet, det var min strategi. Jeg leflede med fugtige morøjne for min 13-årige datter for at få hende til at se med. Hun undlod at svare, hun lukkede døren til sit værelse, man så ikke mere til hende den dag.

Mrs. Doubtfire blev afviklet i ensomhed, det var fint, for jeg tudede mig grim hele vejen igennem, på nær i de 10 minutter hvor Robin Williams løber rundt og skifter tøj og køn på restauranten, mens rivalen Pierce Brosnan er ved at blive kvalt i sine skalddyr. Det grinede jeg pinligt højt af, og så tudede jeg videre.

I dag, på den anden side, kan jeg komme i tanke om mere oplagte film, man kan underholde sig selv med i en led livssituation. Det kunne jeg ikke, da jeg sad i hullet. Så jeg så Mrs. Doubtfire det meste af sommeren, når ikke jeg småberuset havde en stærk oplevelse med at spille Clara Sofies ”Når tiden går baglæns” på repeat one for åbne vinduer og naboer mellem 24 og 02.

Som Freelancemor skulle jeg have drukket mig dum med kæresten på Roskilde, mens mine børn afviklede deres sommerferie med far-eksmand. Vi skulle have dyrket halvoffentlig teltsex, hængt ud i tis-græsset og en masse andet skørt og skønt. Det skulle vi så ikke alligevel, han måtte søreme tage tørnen alene med vennerne, det gik vist ok med det. Masser af godt vejr, gang i den og sjove hatte.

I stedet for at rave rundt som fjollet festivaltype på Vestsjælland kastede jeg mig velovervejet ud i at male min kusines kolonihavehus i Kvistgaard, Nordsjælland. Et hus, jeg i nogen tid har aftalt at være en del af. Min kusines hus ligger på den samme sti, hvor vores gode venner fra opgangen på Østerbro også har hus. Det er saftsusemig også den samme sti, hvor ekskærestens og min egen tidligere kolonihave ligger. En kolonihave, der ret pludseligt og rimelig uforudset landede hos daværende kærestes ekskone. Den havde man ikke set komme. Kender overhovedet ikke den ekskone og har endnu til gode at møde hende og hendes børn, som jeg engang kendte godt, på haveforeningens gode fællessti. Hendes bil ser jeg konstant på parkeringspladsen deroppe, den er så pæn, og det er hendes kolonihave også.

Selv tømmer jeg min kusines kolonihavehus for al interiør og klør på med knastelakken. Samtlige knaster i de rå profilbrædder skal lakeres enkeltvist med små bitte pensler, før brædderne kan grundes og males. Der er cirka 8000 knaster, hver knast skal lakeres tre gange. Høj musik, rutinearbejde, minimal hjerneaktivitet. Udmærket tilstand, for så snart jeg holder en pause med lakken, kører den mentale film, hvor jeg ser mig selv sidde og ryge hjemmerul 45 år gammel i kolonihaven, der aldrig bliver malet færdig, førtidspensioneret og med 40 katte, som jeg har dresseret til at hente ting til mig, fordi jeg har ligget og set så meget Mrs. Doubtfire, at jeg har fået liggesår med amputation af begge mine ben til følge.

Jeg står midt i en mental afspilning af dokumentaren om mig selv, da jeg får et opkald fra én, der beklemt fortæller, at vedkommende har set ekskæresten på Tinder. Okay. Nå. Tak for varsko. Det er fuldt forventeligt, og i et forsøg på at nedtrappe min afhængighed af 90er-komedier har jeg for resten også selv oprettet en profil.

Ud på aftenen vender jeg tilbage til Østerbro. Jeg har lånt min underbos tyskerbil med automatgear og tilbagelægger 33-kilometersdistancen på cirka 10 minutter, radio Nova holdes på max volumen hele vejen, det er lidt sært under reklamerne, men jeg føler for det. Jeg er til gengæld holdt op med at føle for fast føde, har knastelak og spærregrunder i mit hår og under fødderne, men er åndsnærværende nok til at tjekke min postkasse i opgangen. Den indeholder et girokort på min gamle kolonihave. Top, det girokort tager jeg lige et billede af, så jeg kan sende det videre til ekskæresten, der kan sende det videre til sin ekskone.

Jeg lander i min seng, sætter Mrs. Doubfire på, men kan hverken grine eller græde, så ryger på Tinder og swiper manisk mig selv i bund i forsøget på at finde FN-generalsekretær Ban Ki-moon derinde. Jeg VED, han er der, men ved også, at han kan lide at lege kispus, den knaldperle. Det er fint, Ban, vi tager den så meget senere. Med mindre du selvfølgelig mere er typen, der er på Scor. Falder i min swipermani over lidt andre ting på Tinder. Hey, det er sgu da ekskæresten, der sidder dér på billedet, jeg engang tog af ham. Stener en del over konceptet og overvejer at like ham. Men hvad så, hvis han gør det samme? Så ender man op med et match, der giver adgang til, at man kan sidde og overvåge hvornår og hvor meget, den anden er online, indtil man også på Tinder sletter hinanden. Dårlig idé.

Sociale medier, og især Facebook, er ikke éns gode ven i den slags situationer. Det er i svage øjeblikke vældig nemt og fristende at stege sig selv i den andens fede liv, nye bekendtskaber og herligheder, der permaliker alt, hvad der lægges op af profilbilleder, børnebilleder, feriebilleder – what ever. Dickriders, kalder man den slags typer. Det har jeg lært af Ditte Giese, der skriver om onlinedating i Politiken med det mere modne segment (mig) som målgruppe. Tror Ditte vil være enig, når jeg siger, at der ikke kommer noget godt ud af at stalke hverken sin eks eller hans dickriders.

I relation til Tinder har det endnu til gode at bevise sit værd for denne bruger. Ban Ki-moon leger vedvarende kispus med mor derinde, og når man HAR lært, at man ikke skal stemple privat ind på første møde, med mindre man virkelig brænder for at spille hovedrollen i andre folks pornofilmfantasier (hvad sker der lige for det??), har man lært det meste. Virkeligheden er sjovt nok sjovere, men man skal være klar til at gå ud i den.

For mig selv var det i starten sygt grænseoverskridende at gå fra Mrs. Doubtfire til noget med ægte mennesker. Men på en eller anden måde endte jeg med at råbe om kap med det meste af København de sommeraftener, jeg tog mod til at gå om bord i verden. Bliver man så hel af at være højrøstet og snave hele Kødbyen? Muligvis ikke, men det er sjovt og et skridt på vejen. Når ikke man har parforholdsparaderne oppe, sker der ligesom noget. Det gør der også, i sekundet det viser sig, at folk gerne vil med hjem, bare det går lidt tjept, for de skal rimelig snart tilbage til kærester, kæledyr og fælles boliger. Det giver situationen et uventet twist. Det samme sker, når man lidt sent erfarer, at folk er udvekslingsstuderende på 23. Det er en lille smule crazy derude, har ikke været der før, famler mig frem og har indtil videre pænt utravlt. Grundlæggende er livet pt. sådan for Freelancemor, at når man i 21 år, siden man var 17, har brugt sit liv på at være kvinden i den ene og den anden mands liv, så er det lige nu helt ok og ret befriende at være kvinden i sit eget liv.

Kære Mor

Tak fordi du ringede rundt til de internationale medier for at plante dine konspirationsteorier om købte dommere, dengang Danmark i efteråret ’92 tabte til Tyskland i fodbold i en venskabskamp i Parken, det var rigtig spændende at følge dine argumenter fra sidelinjen.

Tak fordi du altid slog over i engelsk i tilspidsede situationer, trods det at du var pæredansk og født på Sydsjælland, det var brandeksotisk og gav god mening for alle.

Tak for 80’er-turen i taxa til en dyreklinik i Sengeløse og indlæggelsen af Bettemus (kat), fordi du i dine tåger troede, han havde knækket alle sine undertænder i faldet fra køkkenvinduet på 2., når det faktisk forholdt sig sådan, at Bettemus’ tænder altid havde været korte, ligesom undertænder generelt er det på katte.

Tak fordi vi tog turen til Sengeløse igen, da katten på ny faldt ud af køkkenvinduet et år senere.

Tak fordi min kat altid faldt ud af køkkenvinduet.

Tak for opkaldet fra telefonboksen et sted i Bispebjerg, hvor du fejlagtigt troede, at nogen havde fundet Bettemus, dengang han havde været væk i en uge, og hvor du ikke kunne finde hjem igen og helt indlysende/hysterisk regnede med, at jeg kunne guide dig vej fra mit ungdomsværelse i lejligheden på Østerbro uden nogen som helst former for internet, gps, krak eller andet.

Tak for opholdet på Agersø Kro, hvor du efter et par dages tilløb fik taget mod til at rulle Se & Hør sammen og banke livet ud af Danmarks største jagtedderkop, der havde taget ophold ude på badeværelset. Jeg ved, det tog hårdt på dig, for du gik i seng og tudede i en uge bagefter.

Tak for galskaben og vinklerne på livet Mor, det er udmærket.

Udgivet i Maj

Befriende frit for voksne

Engang var der ikke nogen sukkerpolitikker. Der var ikke nogen legegrupper, der var ikke Forældreintra, trivselsforældre eller antimobbepolitikker, og der var slet slet ikke nogen teknologi, der forbandt os til hinanden non stop. Det hele var rimelig analogt, de voksne passede sig selv og røg for lukkede vinduer, vi gik alle sammen rundt med sko på indenfor, og vi børstede rimelig tit tænder i morgen. Som barn sejlede man mestendels sin egen skide sø dengang, okay nogle af os gjorde mere end andre, og det var da på mange måder noget forbandet makværk. Til gengæld var den kaotisk uovervågede makværksbarndom momentvis magisk, for lige dér på grænsen til omsorgssvigt lå et land af skæve stemninger, det bugnede af fri fantasi i timevis, og der var ingen eller meget få grænser for legen i rummet, der var så befriende frit for voksne.

I min gode gamle familieejendom blev der dengang i 80ene ret tit linet op til voksenfest, det foregik som regel nede i stuelejligheden hos faster Sisken og onkel Langøre, nogle gange spontant, andre gange mere planlagt. De spontane fester bød på høj voksenmusik og en del forfriskninger i stuerne, mens min kusine og jeg holdt til på hendes værelse og i forældresoveværelset. Vi øvede os de aftener og nætter en del på at flyve, insisterende og utrætteligt hoppede vi ud fra en lavstammet sofa i min kusines værelse og bekræftede os selv og hinanden i, at vi helt sikkert fløj en lille smule hver gang. For at optimere flyvningen og dens resultater spiste vi tyggegummi, som vi supplerede op med et ordentligt skud tandpasta, der blev fyret direkte ind i tyggegummiklumpen i munden. Det var en slags flyvemiddel, en smule krads i smagen, men hold kæft, hvor det virkede, og hold kæft hvor vi slugte en hel masse tyggegummi og tandpasta.

Fik vi undervejs i festforløbet smag for en pause mellem flyveturene, udspionerede vi de voksne, eller vi gik i køkkenet for at lave stærk sovs. Det var en kold sovs baseret på mælk, sennep, ketchup, et skvæt tabasco og ikke så få krydderier, vi tømte skabe og køleskab undervejs, det var der ikke nogen, der sagde noget til. Sovsen havde rimelig mange ben i næsen og var som flyvemidlet en smule krads i smagen, den blev uden undtagelse rørt i en rød emaljegryde, den slags ritualer værnede vi om.

Det bedste var, når vi kunne få lokket et par af de voksne ud af festbulen og ind i køkkenet for at smage sovsen. Typisk var det far og Sisken, der lod sig lokke, de væltede stakåndede ind i køkkenet, de gik om bord i sovsen, far grinede sit Uffe Ellemann-grin og sagde, “uha, det er stærk sovs, det her”. Far sagde også “skål Desuper”, for det kaldte han altid Sisken, når der var fest, og så kravlede far og Sisken/Desuper stakåndede tilbage i festbulen.

At udspionere de voksne var en langt mere alvorlig aktivitet, det var med livet som indsats og med ét eneste formål – ikke at blive opdaget. Så det lagde vi meget energi og mange gode børnekræfter i, selv om målet på mange måder gav sig selv. Når vi nogle gange omkring toilettet eller i lejlighedens lange gennemgang stødte frontalt ind i de voksne, blev vi ikke opdaget. Det gjorde vi heller ikke, når vi hev de voksne i ærmerne, sukkende over fraværet af søvn og nattero og med øjne fulde af grus. Det tænkte vi ikke meget over. Vi holdt fast i vores rutiner, vi sneg os langs væggene, vi gemte os i skyggerne, i krogene og under bordene.

Engang ved juletid, kom vi under anstrengelserne til at smadre en porcelænsjuleklokke. Okay, det var sjovt, men det var også noget lort, for TÆNK hvis de voksne opdagede det. Og blev sure. Det kunne ikke rigtig risikeres, ergo blev skårene hurtigt og så diskret, som det ellers er muligt for en 7- og 9-årig, tilvejebragt i vores voksenfri gemakker. Det blev ikke opdaget. En kontaktlim blev lokaliseret i Siskens gemmer og fragtet til kontroltårnet, det blev heller ikke opdaget. Herfra blev den ituslåede juleklokke samlet og limet. Klokken fem om morgenen var klokken klar, og med to lukkede døre imellem os selv og voksenmusikken gik vi omkuld i kontroltårnet.

Det var helt sikkert alt for meget dengang, og jeg har muligvis taget skade af det, der var ligesom ikke tale om en one-timer vel, og jeg er da langt mere ansvarlig og regulerende over for mine egne børn. Men jeg kigger også bevidst den anden vej en gang imellem, slipper tøjler og sengetider, siger nej til legegrupper, lader afkommet gå på eventyr i nærmiljøet uden præcist at vide, hvad de laver, hvor de er, eller hvornår de kommer tilbage. Det er ikke altid lige nemt, når man ikke er kørende på stærk sovs og guldøl, men jeg insisterer på deres ret til en barndom med en snert af voksenfri udfoldelse af fri fantasi og magi.

På kant med Ban Ki-moon

En kold krig mod Ban Ki-moon er begyndt. Jeg har skrevet om skrald i en uge og fået svære arbejdsskader, for jeg forsøger nu at kildesortere alting. Hun får da garanteret hjælp af FN midt i travlheden og miljøvenligheden, tænker du, men nej, det gør hun da i høj grad ikke. Der er ingen International skraldedag i FN-kalenderen, der er ingen Affaldsdag, og der er slet ingen FN-blåstemplede containere til sortering i nærmiljøet. I stedet står der cirka syv forskellige affaldscontainere i min gård, men når man mest har æggebakker, mayo-glas fra Hellmanns og blød udefinerbar plastemballage, okay og et ton vinflasker, så hjælper det ikke stort, at man kan smide sit aflagte metal i en særlig container eller sortere hård plast for sig selv. Vi er åbenbart nogle stykker, hvor det er småt med beholdningen af jernplader og sprinklervæskedunke i husstanden. Jeg smider selvfølgelig i trods både vinflasker og Hellmanns i den almindelige container, tak for hjælpen og den gode miljøsamvittighed Ban Ki-moon.

Samtidig med at jeg har lavet affalds-avis i døgndrift, er jeg startet op på et samarbejde med en ny kunde. Stort sted, gæste-logind til alting, flere hundrede mennesker og elevatorer, der konstant sender én til den gale etage. Hos ny kunde handler alting også om skrald, jeg er så meget inde i jargonen, at jeg fra dag et spammer stedets vicedirektør med citater, der saftsusemig skal godkendes i en ruf. Hr. FN-generalsekretær sender jeg ikke nogen citater til.

På bagkanten af en 70 timers skraldeuge prøver jeg at fremmane en kreativ energi til egne projekter, da en mail fra min hjemmesideudbyder melder sig under fanerne. Freelancemor har sgu været udsat for et hackerangreb, og det i en sådan grad at man har været nødt til at reagere på det fra udbyderens side, det forlyder, at der var tale om et brute force angreb. Nice try, Ban Ki-moon. Jeg er godt klar over, at du føler dig overset for tiden, men nu er du bare plat. Og du ved det. Så længe der ikke er nogen International skraldedag, bider Freelancemor hverken på Fårets dag, Nyrernes dag, Stemmens dag, Autismedagen, Sundhedsdag, International dag for Minerydning, eller hvad du ellers kan komme op med for tiden.

Aftaler bygger på gensidighed, Ban, og jeg har i øjeblikket svært ved at se rimeligheden i, at jeg skal fejre din Fårets dag med historier om, hvor fåret man føler sig, når man hos sin nye kunde hele tiden tager elevatoren direkte ned i kantinekøkkenets personaleafdeling, hvor folk råber rigtig højt, løber rigtig meget rundt og har rigtig mange hårnet på. At man, når man prøver at få lidt ro på med en kop kaffe hos ny kunde, godt kan føle sig fåret, hvis man hælder kaffen ned ad sig selv, så ens nyindkøbte konsulentbluse i nedtonet lysegrå bliver pletvis brun og fremstår jævnt optonet. At det ikke bliver bedre af, at man vælter en flaske skærmsprit på gulvet, så den smadrer og søsætter kundegulvtæppet, og at det da vækker en smule opsigt, når man i sin iver over et uventet besøg snaver kæresten foran kantinevinduerne midt i ny kundes frokostpause. Jeg skriver om skrald, Ban, FN i ryggen eller ej, og du ka’ bare komme an med dit brute force, ka’ du.

Breaking: Blir lønmodtager i Glostrup

Københavnerskribenten Freelancemor kaster nu håndklædet i ringen og skifter freelancetilværelsen ud med et fast lønmodtagerjob i Glostrup Kommune fra 1. april 2015. Det sker efter nøje overvejelser, et stigende pres fra forældrene i lokalmiljøet på Østerbro og en fundamental trang til at glide i ét med forstadsmiljøet:

”Jeg har længe haft lyst til at prøve noget andet og har med jævne mellemrum flirtet med tanken om at rykke fra de brolagte gader på Indre Østerbro til noget mindre mondænt og storbypræget i en af omegnskommunerne”, fortæller Freelancemor.

Du er så endt op med at vælge Glostrup – hvordan kan det være?

”Nu ved jeg ikke præcis, hvor Glostrup ligger henne, men det lyder som et sted, hvor både jeg og mine piger hurtigt vil falde til. Der vil være mulighed for, at vi kan blive inden døre på en søndag i solskin og bage hvidt brød af færdigmix uden hele tiden at blive kimet ned af de andre forældre, der vil snakke sukkerpolitikker og høre, om vi kommer i legegruppe”.

Hvad med din karriere, ja hele din livsstil, som freelanceskribent – er du klar til give afkald på den?

”Der er tale om et administrativt job i kommunen med alt hvad det indebærer af flextider og hjemmearbejdsdage samt barnets 1. og 2. sygedag, så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der vil være mulighed for imødekommelse af visse behov i relation til mødetider og arbejdstider generelt”.

Skal du så også deltage i teammøder, teambuilding og personalefrokoster?

”Jeg har regnet på det og kan se, at mit engagement i den slags aktiviteter vil ligge på cirka 10 procent af min tid målt med aktiviteterne på mine børns Østerbro-skole, hvor vi er oppe på 85 procent. Så jeg ser frem til at stille op med både brede smil, smalltalk og interesse i kollegiale forhold”.

Alt dette indebærer vel også et farvel til Freelancemor.dk?

”Et decideret farvel bliver der ikke tale om. Jeg arbejder på en række konceptuelle forandringer under titlen Kommunemor.dk. Indholdsmæssigt er der flere oplagte emner og vinkler at tage fat på: kontorkaffens kvalitet, offentlige IT-systemer, møder i julefrokostudvalget samt indsamlingen til nogens jubilæum. Det skal nok gå hen og blive rigtig sjovt”, slutter Freelancemor.

Magda og 90er-ghettoen

Der lå et dødt hoved af en ko på asfalten
det var i Ishøj og det var vinter
Det er de fremmede, sagde hun, de er vilde

Hun havde boet der siden 70erne
dengang der var opsving, armbevægelser og gæster i arbejde
det var halvsmart og moderne
med affaldsskakt og altan
termoruder i tilgift
og Jens var jo død

Nu stod luften tyk af ghetto
skakten er stoppet
termoen punkteret
De bruger heller aldrig legepladsen
deres kvinder er stumme

Der er æblemost i isskabet
til stegen er der surt
en del af hovedretten er glemt
den stod ellers ude på altanen

Kohovedet hilser dernedefra

Tre måneder senere

Freelancemor har været i luften i tre gode måneder. Det kalder på noget markering og et par bevingede jubilæumsord, det er tid til selvrefleksion, flere aktuelle spørgsmål presser sig på: Er Freelancemor the movie snart på trapperne? Hvordan hænger hverdagen mon sammen? Er det god stil at like sig selv på de sociale medier? Hvordan håndterer Freelancemor i grunden sin fanpost?

Hverdagen hjemme hos Freelancemor bærer grundlæggende præg af, at der ikke er noget excelark. Jeg er ikke særlig struktureret, jeg er ikke nogen projektleder. Jeg, og alt, hvad jeg rører ved, får konsekvent enhver form for projekt eller plan til at skride. Hvis jeg tropper op i svømmehallen med en masse unger, er bassinet altid lige lukket, fordi nogle andres børn har skidt i vandet. Skal vi tage på picnic i parken? Fint, jeg løber lige ind i et træ og brækker håndleddet. På charterferie i Egypten får min ældste datter mononukleose. Når jeg har ansvar for en legegruppe, skider børnene i bukserne på legepladsen, og i New York blæser mine nyindkøbte underbukser rundt på 5. Avenue. Det er sådan, det er, og jeg har for længst opgivet at lave om på det eller gå ned over det. I stedet griner jeg af det – på et eller andet tidspunkt. Derfor er det også helt oplagt, at i det øjeblik, jeg som skribent får bidt mig fast på et magasin, går min redaktør på barsel. Så skal chefredaktøren planmæssigt tage over, men hun siger op efter en uge. Nu er der kommet en ny redaktør, hun skriver, at hun godt ved, hun skylder mig en opgave, hun er lige lidt begravet i møder.

Det er fint og betyder til gengæld, at jeg har haft god tid til arbejdet med de autofiktive fortællinger om Bom-folket, Kenneth, BZ-bruden og alle de andre, og alt det skribleri har for alvor tændt idéen om at gøre fortællingerne til et værk, en samling, et hele. En del dage går derfor for tiden også med at øve ytringer som ”hej, jeg er forfatter” og ”ja, jeg skriver jo på en bog for tiden”, samtidig med at jeg nøje indstuderer den bærende holdningsgrundpille ”som litterat er jeg smagsdommer og bedrevidende i forhold til alt”.

Jeg forsøger også i praksis at få hold på overvejelserne i retning af at skabe mig lidt arbejdsro til skriveriet. Blandt andet undersøger jeg mine muligheder inden for legatkredsene. Okay, der findes ikke vildt mange forfatterlegater, men der er sgu nogle stykker. Man skal så enten bo i Thy, være en del af det tyske mindretal ELLER være kronisk syg for at søge dem. Hip som hap, jeg er som selvskrevet til alle tre og fejrer på forhånd min kommende indkomst ved at hive ynglet ind og se Askepot med ægte mennesker. Om man må få popcorn? Ja selvfølgelig må man det, mors dejlige skat. ”Tre store menuer med sodavand tak, mindretallet giver!”, gjalder nogen gennem Palads-foyeren.

Temmelig travlt har jeg af og til også med at rode med CMS-systemet bag Freelancemor.dk. Nå, der er STADIG like-knap på kontaktsiden trods ihærdig indsats for at fjerne den. Ok, der er faktisk en enkelt fan, der har benyttet sig af like-knappen. Den er sgu også skarp, den kontaktside, må være et spørgsmål om tid, før den går viralt. Dog er det eventuelt i overkanten, at man også kan kommentere kontaktsiden. Ind i CMS-kontrolpanelet, videre ind på diverse CMS-online-supportfora toppet op med et par Youtube-instruktionsvideoer og BANG – en uge senere er kommentarfeltet en saga blot.

Jeg beslutter mig for at gå all in og perma-sletter kommentarfunktionen på samtlige indlægssider, det er åbenbart småt med folk, der gider udfylde navn, adresse, personnummer, vægt, øjenfarve og email for at kommentere klummer om en skribent, der er pisse fuld i Kolding, leger luftskipper og mail-spammer Ban Ki-moon.

I stedet lader jeg mig forføre af idéen om at få spicet mine indlæg op med et fancy Facebook-kommentarmodul. Ergo downloader jeg plug in, laver Facebook-app-id, finder numerisk page-id, smækker lidt HTML-kode ind her og dér – og hey – fire dage senere virker det sgu! Okay, jeg er så den ENESTE, der kan se det i mit FB-feed, når nogen lægger en kommentar op på bloggen, viser en uformel brugertest. Det er selvfølgelig rigtig dejligt at følge så meget med i sig selv, men meningen er da vist, at kommentarerne skal være synlige for alle på FB, det er da vist den måde, man spreder sit indhold på derude – ikke at jeg går op i den slags.

Mere strømlinet foregår det, når man får noget bragt i Politiken, det var så smukt at se Kenneth både på tryk og i online-version – med stor illustration og ’hold kæft’ helt fremme i rubrikken. Så blev mors Kenneth pludselig stor og mor kendt som ’skribent’ blandt Politiken-læsere, der nu ligger og sender fanpost til mors private indbakke. Bare rolig, jeg har selvfølgelig lavet en dedikeret undermappe og sætter dagligt tid af til både at læse og besvare indkomne mails. Indtil videre indeholder undermappen ’Fanpost’ følgende:

Fra Michael Diepveen
Emne: Hugorm
Opbyggelig fortælling.
Bh Michael, Politiken-læser

Hvordan Michael Diepveen har fået fat i min egen private mailadresse er fortsat uvist, den fremgik ikke af artiklen, jeg læste mailen 28 gange og sendte efter nøje overvejelser følgende replik tilbage to dage senere:

Tak:) Det er jeg glad for at høre.

Jeg har ikke hørt fra ham siden, men både Diepveen og Ban Ki-moon er selvfølgelig sikret et par fyldige biroller i Freelancemor the movie. Hvornår den har premiere? Det ser vi lige på efter en lur og et svar fra det tyske mindretal.

Snak-mere-snak-mindre

Det har været kampdag. Jeg har ikke kæmpet, jeg har ikke været på barrikaderne, jeg er blot kommet i tanke om et par tanker, jeg en dag for nogen tid siden sad og skrev om den følelse, man som kvinde kan have af at være sådan lidt off i sin kommunikation med det modsatte køn. Måske du genkender det, måske er det bare mig.

Snak-mere-snak-mindre
Når jeg er sammen med mænd, taler jeg enten for meget. For længe. For hurtigt. For højt, for ligegyldigt, for fjollet, FOR meget. Forkert. Eller også taler jeg for lidt. For utydeligt, for stille, for svagt, forsigtigt. Forkert. Så med mænd er jeg altid på vej. Til at snakke mere. Eller mindre. Mænd. De taler bare. Tilpas.

Drik din kamillete Dennis

”Nu er det nok. Nu står vi sammen.” Sådan lyder det fra de mange danskere, der er gået ind i sagen om drengen, der trods udtalt forkølelse nægtes kamillete.

I aftes ved 20-tiden stimlede op mod 40.000 danskere sammen foran Statens Seruminstitut for i fællesskab at lægge pres på Dennis’ forældre og få myndighederne til at gå ind i sagen om drengen, som trods svær forkølelse fortsat bliver nægtet sin kamillete.

Det er forældrene Klaus og Christine, der står bag den hårde beslutning, og de møder nu massiv offentlig kritik. Dennis har været forkølet i mere end en uge, og han er på intet tidspunkt i den proces blevet tilbudt en kop varm kamillete. Samtidig forlyder det fra Dennis’ naboer og andre i drengens lokalmiljø, at Dennis hen over vinteren jævnligt er blevet observeret udendørs uden hue.
”Den familie driver gæk med andres ve og vel, og nu sætter vi foden ned,” lyder det fra Kirsten Rask, der er konstitueret formand for den nystiftede forening Kamillete Nu.

Sidste år menes to svenskere at være omkommet af svær forkølelse, og meget tyder på, at vi generelt står på tærsklen til en global smitteepidemi på forkølelsesområdet. Det får nu FN’s generalsekretær Ban Ki-moon til at gå ind i sagen med resolutioner og tiltag, der skal minimere smittefaren i daginstitutioner, reducere radikaliseringstendenserne i forældregrupper og systematisere kamillete-indtaget blandt børn og unge:

  • Der opsættes videokameraer overalt i alle daginstitutioner
  • Bliver forældre observeret i spontan samtale, skal de øjeblikkeligt skilles ad
  • Kamillete gøres obligatorisk og sidestilles med amning jf. Kamilleprogrammet
  • Huer bæres fra fødslen til det fyldte 18. år, almindeligvis fra oktober til april, men for særligt udsatte indføres helårshue
  • Den orale fase afskaffes med øjeblikkelig virkning i daginstitutioner, mundkurve tillades i svære tilfælde

Generalsekretæren præsenterede FN-resolutionerne fra den talerstol, der til lejligheden var opstillet ved Statens Seruminstitut, og der var bred opbakning blandt tilhørerne. Flere har ændret deres profilfoto på Facebook til billedet af en pose kamillete, de fremmødte bar i aftes i andægtig tavshed deres huer og halstørklæder, og dagen igennem er folk strømmet til Dennis’ etageejendom for at lægge uldne sokker og termokander med te ved indgangsdøren.

Kirsten Rask var tydeligt berørt af stemningen og synet af de mange fremmødte, hun er fortrøstningsfuld, og hun forlod aftenens begivenheder i optimistisk ånd:
”Vi har indtil videre sat familien i husarrest ved at barrikadere både hoved- og køkkendøre til familiens lejlighed i Valby. Civil anholdelse kan komme på tale, men lad os nu se om ikke forældrene kommer til fornuft. Vi smider en gang i timen te-breve ind ad deres brevsprække og kan kun håbe, at de vil lade sig indskrive i Kamilleprogrammet”, siger Kirsten Rask.

Ifølge Freelancemors oplysninger er den 15-årige Dennis trods strabadserne i nogenlunde forfatning, om end han er noget rødnæset. Det har grundet husarresten ikke været muligt at få en kommentar fra hans forældre.